STEMMETRÆNING

 
At finde sin stemme ved at arbejde med
åndedrættet, kroppen og stemmen og ordet.
Nadine George ‘s stemmearbejde handler om at finde sin stemmes potentiale.
Den er egentligt udviklet til skuespillere men i mit arbejde med metoden er det blevet tydeligt at det handler om de almenmenneskelige forhold.
At finde sin stemme, tage sin plads, fokusere sin energi og kunne rette sin energi , stemme og fokus for at kunne udtrykke det man vil .
 
Ofte er ens stemme meget større og har langt flere farver og styrke end man tror.
Det kan være oplevelser i barndommen, ungdommen eller voksenlivet der gør at vi har gjort os selv mindre.
Stemmetræningen handler om at udforske sin stemme og dens potentiale og dermed også ens eget potentiale
Redskaberne er enkle og du kan tage dem med dig.
 
En dag vil bestå af
Arbejde med åndedrættet to og to, guidet af mig.
Derefter arbejde med gang i rum og fokusering af blikket og af åndedrættet.
Opvarmning af stemmerne sammen
Pause
Derefter arbejde med stemmerne individuelt
I den sidste del af arbejdet indgår alle de tidligere elementer. Åndedrættet, fokusset , stemmen og et arbejde med at gøre sig selv større.
 
 
 

Den faste ugentlige stemmeundervisning går igang igen onsdage kl. 09:00 – 10:30 i Boulevarden.

Husk at melde dig til senest kl. 21 aftenen før på (sms) 20 15 09 49 (Angelina). Du har plads når din deltagelse er blevet bekræftet. Der er begrænset antal pladser så det er vigtigt at melde sig til.

Det er gratis for alle medlemmer! Husk at være klar til at begynde kl 9:00 – der er ofte fuld klasse og derfor skal vi hurtigt i gang så alle kan nå igennem individuel stemmearbejde.
‘Nye’ der aldrig har arbejdet med teknikken før, kan deltage første onsdag i måneden med mindre andet aftales.
Det er forventet at man inden første gang har orienteret sig om arbejdet og har lært de fire tekstbidder der anvendes i opvarmningen. (DE FIRE STEMMEKVALITETER)

 

For begyndere læs her.

Angelina Kirchhoff er uddannet skuespiller.
 
Jeg har siden 2003 undervist på teaterskoler, skuespiller elever, professionelle kunstnere, arkitekter fra BIG givet workshop for døve og har igennem de sidste 12 år undervist på Forsøgsstationen i Kbh. Et sted til at udvikle og undersøge for professionelle udøvende kunstnere.
Og så spiller jeg selvfølgelig teater.
Jeg mødte Nadine og metoden for 20 år siden i en workshop. Det fik mine øjne op for hvor meget jeg gik og gemte på.
Og at jeg havde en meget større stemme og en meget større rækkevidde end jeg anede , som jeg kunne bruge, både på scenen og i mit møde med andre mennesker.
 
Udgangspunktet for Nadines undervisning er at du skal føle dig tryg i det rum hvor vi arbejder sammen. Vi kan ikke synge galt. For det handler ikke om sang men om at åbne op for din stemme, så der bliver plads til alt det den og du rummer så du kan tage ejerskab til det og lidt efter lidt implementere den viden du får om dig selv i din hverdag.
Derfor arbejder vi med tekst i slutningen af dagen for konkret at se hvad der sker når vi virkelig lukker op for stemmen og samtidig fokusere energien og retter den udad.